Jeg ved sgu´ da ikke hvad pli er?

Lørdagens afsnit af ” Kong Christoffers død “.

De forreste folk og Facebook gruppen har fundet vej frem i første række på Parkeringspladsen. De hører Fru Petersen´s råb til himlen.
“HVORFOR ?”
Straks starter de alle at råbe i kor.
– HVORFOR gør politiet ikke sit arbejde…? Find de skyldige…Det skal opklares NU !!!
De unge aktivister finder deres bannere og skilte frem og vifter med dem hen over folkemængden. Pludselig peger en ung kvinde i gruppen op på vinduerne på redaktionsgangen.

Han står dér, i enlig majestætisk figur. Rank, med brillerne trukket op i håret og ikke en mine fortrækker sig i hans ansigt.
Dér står han…Redaktør Jokumsen, og stirrer tomt ud over hele menageriet, der udspiller sig nedenfor bygningen. Han bander indvendigt…Bander Borgmester Jensen hen hvor peberet gror…og helst lidt længere.

Hvad fanden er det for en sag alt det her handler om, sagde han henslængt ud i lokalet. Der var ingen svar i luften…Kun stilheden.

Jokumsen vender sig om. Der sidder kun enkelte journalister og et par praktikanter ved skrivebordene. Mads, har nok ikke fundet de forbandede linser, så jeg må vel gå uden, forklarer han sig selv og går hen mod elevatoren.
– Jeg går ned i løvens gab nu –
Siger han højt ud i lokalet. Det rungede hult, i stilheden da han fortsætter.
– Hvis jeg ikke er tilbage om en time…så husk venligst at feje resterne af mig op dernede, inden i går hjem –
Elevatordøren glider op og han træder ind, uden at vende sig om, indtil dørene havde lukket sig bag ham.

I det samme elevatordøren går op i stueetagen får han øje på Mads. Jokumsen vinker ham til sig. Mads kommer ivrigt løbene, ind og ud mellem folk og betjente.
– Jeg fandt dem – råber han højt ud i lokalet- Jeg fandt deres kontaktlinser, Chef.

– Jeg fandt dem endelig ! Mads ser strålende lykkelig på Jokumsen, der blot arrigt nikker.
Redaktør Jokumsen græmmer sig gevaldigt. Han var er tæt på kogepunktet, da han tager i mod det lille stykke køkkenrulle, som Mads rækker ham.
– Har du da overhovedet ingen pli i dit lille hoved?
Vrisser Jokumsen af ham og skynder sig væk fra menneskemængden, hen til toilettet.

Mads ser måbende efter Redaktøren. Han kløer sig i sit røde hår og ligner et stort spørgsmålstegn
– Jeg ved sgu´ da ikke hvad pli er ! Er det et stykke værktøj? Ligger det mon oppe på kontoret? Det kunne Jokumsen da bare have sagt, i stedet for at snerre af mig, den gamle hønisse er ikke nem at blive klog på. Jeg må finde ud af det med det samme, måske får jeg brug for det i løbet af dagen?
Mads mumler stadig for sig selv, da han træder ind i elevatoren og kører op til redaktionslokalet.
Jokumsen styrer målbevidst, men langsomt, gennem forhallen. Han standser et kort øjeblik da han når svingdørene til udgangen. Redaktøren sukker dybt inden han går ud i larmen på parkerings-pladsen.
Straks træder to betjente hen ved hans side og følger med ud i flokken af mennesker. Der bliver hvisket og tisket alle vegne kan han fornemme. Andre er mere højrøstede med knap så rare tilråb. Facebook aktivisterne rykker sig længere frem mod Jokumsen.De danner en front et par meter foran ham og betjentene, der samtidig træder et par skridt frem mod aktivisterne.

Skakspillet er i fuld gang.
Jokumsen anstrenger sig for at bevare fatningen. Han forsøger at finde hoved og hale i hvad det hele handler om. Det er nærmest umuligt at skille de mange udråb fra hinanden. Han hører kun små glimt af forskellige ytringer omkring sig.
Han var en fin fyr, selv om han var hjemløs. Jo da, han hjalp altid os alle sammen, hvis han kunne.
Nemli´ du mødte ham aldrig med en sur mine på.
Nej , han fløjtede hele dagen mens han gik rundt og var altid klar med en vits eller to…Joh han var en alletiders fyr,var han!

Redaktøren suger alle ordene til sig. De forbliver ord. Han kan stadig ikke komme i tanke om hvad problemet er. Jokumsen trækker den ældste betjent i ærmet og spørger hviskende, om han kender noget til årsagen til al postyret?

– Nej, endnu ikke Jokumsen, vi har forsøgt…men der er en underlig fornemmelse af sammenhold her…Betjentens skulderradio bipper samtidig. Han svare rstraks opkaldet.
– Bjarne her– Han lytter til beskeden fra indsatslederen mens han nikker.
Folk begynder igen at trænge sig længere frem og betjenten slipper radioen og vender sig med front mod flokken.
De unge Facebook medlemmer hejser deres skilte og bannere højt op over hovederne på de andre folk og råber skældsord efter Jokumsen og betjentene.
Redaktør Jokumsen er bestemt ikke på nogen måde tryg ved situationen. Han har mest lyst til at komme i sikkerhed i sin skrivebords stol på 1. Sal.
Han ser ængsteligt på det største af bannerne der er tre meter langt.

” LOKUMSEN ER FULD AF LORT”
—————000—————