Forfatteren er ude af drift. Nyhedsbrev no.1/ 2017

Forfatteren er ude af drift.

Forfatteren bør informere sine læsere om, hvad han eller hun sysler med.Forfatteren er ude af drift

 

NYHEDSBREV NO.1/ 2017, ER ANDERLEDES.

Nyhedsbrevet er vigtigt i mange sammenhænge. Det er en fordel for forfatteren at holde sine læsere opdaterede om stort og småt fra sin hverdag ved tastaturet. Samtidig giver det ofte rig mulighed for at lære sin læserskare at kende. Et nyhedsbrev er som regel skrevet i datid og fortæller hvad forfatteren har bedrevet siden forrige nyhedsbrev landede i din mail indbakke. I slutningen af året sammenfattes en status over de opnåede målsætninger( Hvis man er heldig at det er tilfældet)

HVAD GØR DETTE NYHEDSBREV ANDERLEDES?

Det indlysende og anderledes er at det udkommer kun 4 dage ind i det nye år. Hvor meget nyt kan der ske på under en uge? Tja, det kan beslutningen om at holde pause i skriveriet. Efter status over 2016 stod det klart at jeg var rigtig godt med i forhold til målsætningen for det første år.

Denne blog har udviklet sig med over 75 indlæg siden samme tidspunkt sidste år. Novellen “Kong Christoffers død” på 16.000 ord blev færdig og udgivet på IBooks ( Den kan downloades GRATIS, på min forside). Romanen – Amorita- er langt fremme mens anden del, med arbejdstitlen- Liva- er færdig på tegnebrættet og de første 25.000 ord ligger klar.

Mit hjertebarn, samtidsromanen -Når livet bliver dengang- har rundet de første 50.000 ord og afventer en del research opfølgning, inden den kan komme videre. Den forestående opgave er bl.a: Kan en traktor slå en ung pige ihjel? Hmm, vi får se! Se det var vist lidt af en cliffhanger

Romanen- Skygger over Tjørnehøj- er planlagt til at gå i gang med skriveprocessen, men afventer lidt hvordan “Amorita” bliver modtaget hos forskellige betalæsere. Her er overvejelserne om det skal ende som selvstændige romaner eller som optakt til en serie på 5 romaner, hvor handling og plot ligger klar i skuffen.

” Let your fingers do the walking”, som bandet Sort Sol spiller, vil være mit motto for 2017.

MEN!

Der er tit et MEN, der blander sig i de gode intentioner. I mit tilfælde kom jeg til at tænke på bogen ” Det forsømte forår” af Hans Scherfig, som vi læste i skoletiden. Min udgave i år af den vil desværre mere lyde noget i retning af ” Det fordømte efterår”.

“Det fordømte efterår”

Sagen er at min KOL sygdom har udviklet sig til det værre, siden 2012. Det betyder at min lungefunktion er raslet ned under 20% af normalen. Derfor er jeg blevet sat i en ny behandling, der afstedkommer en del bivirkninger. Svimmelhed, blackouts, syns- og høretab, koncentrationsbesvær, generel utilpashed og enorm træthed. Du skal ikke belemres med mere Ynk og jammer, men det er grundlaget for dette tidlige nyhedsbrev og beslutningen om at holde en ufrivillig pause.

VI SES IGEN

Foråret bliver kørt på lavt blus. Du vil naturligvis få korte indlæg på de sociale medier, men hovedparten af den energi jeg formår vil blive brugt på mit flexjob på Næstved museum og mine romaner i fritiden.

Jeg vender naturligvis stærkt tilbage hurtigst muligt.

Hav en god start på 2017 til jer alle til vi ses igen.

Forfatteren ses igen

 

Hilsen

Claus Larsen

bliant.dk