Gentofte Bogmesse havde mange kendisser på besøg

GENTOFTE BOGMESSE VAR GODT BESØGT MED MANGE KENDISSER I SKØNLITTERATURENS TEGN.

gentofte bøger

(ÅRETS NYINDKØB PÅ MESSEN)

Lørdag den 2. april fik jeg hanket op i kæresten og satte kurs mod København, fra morgenstunden.Der var udsigt til en interessant dag på Gentofte Hovedbibliotek. Programmet bød på masser af aktivitet på forlagenes stande og forfatternes fortællinger om deres seneste værker.

I forhallen var en stor del forlag samlet. Her fik vi en god snak om bøgerne, forfatterne og nye bogudgivelser på vej. Der var også flere konkurrencer og masser af godt til ganen. Biblioteket ligger skønt med adgang til en lille park, hvor vi kunne få frisk forårsluft og kaffe med croissanter. Så snart vi havde taget en dyb indånding igen gik det løs indenfor.

Vi følte os lidt som de gamle indianere, når de måtte løbe ” spidsrod” mellem deres stammefrænder. Der var så mange ting vi gerne ville opleve.

De mange forfattere, der var i ilden, var fordelt på 2 scener. Biblioteksscenen, der lå i forhallen. Den anden scene var i Øregaardssalen, der er et lukket auditorium i forbindelse med forhallen. Programmet var flot besat og vi mistede pusten for at nå så meget som muligt, mellem 10-17.

På Biblioteksscenen optrådte: Ulf Pilgaard, Rasmus Tandtholdt, Erik Valeur, Lotte Kaa Andersen( Der var på hjemmebane med sin bog “Hambro allé 7-9-13”), Christine Ditlevsen, Kirsten Hammann, Merlin P. Mann og Johanne Algren, Adda Gjørup, Søren Ulrik Thomsen og Carsten Jensen i løbet af dagen.

Lidt forskudt i tiderne,var der også fuldt program i Øregaardssalen med : Maise Njor og Lisa Grue, Niels Lyngsø, Kim Leine, Maja Lucas, Morten Pape, Niels Bjerre-Poulsen, Bjørn Rasmussen, Asef Soltanzadeh, Dorrit Willumsen og Ane Riel, der sluttede rækken af.

I løbet af dagen fik vi hilst på et par af forfatterne i pauserne. Et høfligt genkendelses nik til Kim Leine, som tak ved et tidligere møde i forfatter-foreningen, hvor han fortalte om bogen “Afgrunden”.

En lille snak med Niels Bjerre-Poulsen, om hans store værk om ” Vietnam krigen”, ved Gyldendals stand kort inden han gik på scenen.

 

Der efter gik jagten ind på Erik Valeur, der for nyligt også besøgte biblioteket i Næstved. Erik var på vej hjem fra messen, men tog sig alligevel tid til en snak om sin bog ” Det syvende barn”, der udkom i 5.udgave i 2015. Det lykkedes også kæresten at få hendes ønske opfyldt, at få signeret sit eksemplar af bogen, som hun købte på messen.

Alt i alt blev det en oplevelsesrig tur for os begge. Nu glæder vi os til mange timers underholdning i de lyse nætter, der er på vej.

Uha, det er sjovt at være forfatter.