Gradbøje et træ. Kan man overhovedet dét?

Gradbøje et troldetræ?

 

troldetræ

salix alba

Gradbøje et træ er let som en leg

Gradbøje sygdom er svært. Når verden pludselig skrumper ind, på grund af sygdom, kan dagene flyde sammen i en stor pærevælling. Afskåret fra at komme udenfor og rundt omkring må man til tider gøre fjollede ting, som at gradbøje et træ. Jeg tænker ikke på grammatisk gradbøjning, det er alt for nem en opgave. Jeg tænker på hvordan troldetræet i min have bøjer sig i takt med vind og vejr.

Der er stille dage hvor selv de mindste kviste ikke røre sig det mindste og morgenduggen hænger tungt før den dovent lader sig falde til jorden. Dage som risler en anelse i løvet, uden stor ståhej. Dagene når løvet risler muntert i takt med småfuglenes indtog på fordrerkuglerne. Langt de fleste dage er der røre i kviste og smågrene og troldtræet er let og føjeligt. Der er dage, hvor vinden er i legehumør og svajer med de øverste grene så de gnubber sig mod hinanden og lader mig vide, med knirkelyde, at de har det sjovt. 

Der er dage hvor træet ikke aner hvad det skal gøre af vinden og lader sig vugge til siderne. De dage vinden frisker op leger træet med. Det kaster sig rundt i et virvar af kviste og grene og foderkuglerne tumler og snurrer med i farten, så fuglene må søge fodfæste på plankeværket. 

Årstider skifter

Dage kommer også hvor vinden er sur og bidsk. Troldetræet ved det og husker det. Dets grundstammer bliver rusket grundigt, når kuling og efterårsstormenes kastevinde gnaver i træet marv. Stammerne gnider sig tæt op af hinanden med knirkede suk og gnaver sår dybt i naboens bark og véd.

Træet mærker det og husker alt for godt årenes pinsler. Det fornemmer fader frost` snarlige og lange kulde og mørke himmel. Det får træet til at stivne og sukke efter lysere tider. De tider når familiens børnebørn er på besøg og sætter den lille gynge op, der kildrer og fornøjer træet helt ind til marven. Når de små poder slår de buttede arme om træets slanke stamme og jubler “ Se mig Moar, se!”. Hun løfter armene mod himlen og plukker sønnike ned fra træets omfavnelse. Troldepilen smiler og husker.

Det er de lyse stunder, som træet mindes i sit indre. Det er de lyse lattermilde somre med børne hviiin og grillrøg, troldetræet higer efter. Det er hele umage værd, at afsætte endnu en årring i dets inderste kerne. Det ved mit troldetræ.

Claus