Kommunikation, når den driller er ØV !

Kommunikation er vigtig

og svær for mange.

Kommunikation tog i den grad fusen på mig i den uge.

kommunikation

Kommunikation er in.

Vi får alle sammen tudet ørerne fulde af gode råd om kommunikation.

Det gælder ligefra velmenende lomme-psykologer, kolleger, i vores netværk eller hvis du er på Café eller ude for at spise en god middag. Vi hører det fra selvhjælps programmer i TV og de øvrige medier. Sågar reklamefladen i TV flyder over med kloge ord og dating programmer for Guder og Gudinder på kryds og tværs.

Nu er spørgsmålet vel egentlig om vi ” får tudet ørerne fulde af kommunikation” ? Det tror jeg ikke helt holder stik, fordi hører vi overhovedet efter ? Nej, vel! Ikke altid i hvert tilfælde. Så har vi da den undskyldning, at vi ikke har hørt det.

Hvad bliver der af de fleste af alle disse udsagn vi stopfodres med om kommunikation og om at tale sammen.

Mon ikke mange af dem bliver opsuget og filtreret i det vat vi alle, til tider har i ørerne?

Her vender jeg tilbage til hvordan kommunikation tog fusen på mig i denne uge.

Det var en sød veninde, der for tre uger siden, fortalte om en novellekonkurrence. Hun havde set annoncen i en avis. Hun fortalte glædesstrålende , at historien skulle handle om vedkommende avis og være på 10.000 ord.og deadline den 20. januar 2016.

Se, det er kommunikation. Budskabet var, for mig som ny forfatter, klart og tydeligt : Temaet var lokal avisen og antal ord 10.000 og deadline sidst i januar. Det er nemt at forstå.

Op med ærmerne og i gang ved tastaturet. Det var vildt fedt. Jeg har aldrig prøvet at skrive en novelle før og da slet ikke prøvet at være med i sådan en konkurrence. Absolut spændende og lærerigt.

MEN, MEN og atter MEN. Måske havde jeg kun hørt, det jeg ønskede at høre. Måske var venindens oplysninger ikke helt korrekte. På bundlinjen er det min egen fejl, at jeg ikke fulgte op på facts inden jeg gik i gang.

Det gik forrygende og da jeg nærmede mig de 10.000 ord, var jeg nået til side 15 i manuset. Samtidig var der endnu 2 dage til fristen. Jeg blev på et hængende hår færdig og ville sende novellen afsted på mail. Først her gik det op for mig, om der kunne være noget galt med fremgangs måden.Hvad font skal den skrives i ? Skal det være word eller PDF?

Heldigvis drillede kommunikationen med computeren og det lykkedes ikke at få sendt det den aften. Jeg besluttede at ringe til avisredaktionen næste dag. En venlig stemme i telefonen kunne oplyse mig om, at der var noget jeg havde misforstået !

“Der er tale om en novelle på max. 10.000 anslag og ikke 10.000 ord”. lød beskeden fra damen med den venlige stemme. SUK, SUK. Nu sad jeg, dagen før deadline, med en udfordring. De 15 A4 siders manus, skulle ” ned-skrives” til kun at fylde 3 A4 sider. En devaluering af dimensioner, synes jeg. Tilbage til tasterne og det lykkedes trods alt.

Kender du den fornemmelse af kun, at høre det man ønsker at høre?

Det gør jeg også nu. Du tænker måske, hvad den lille historie har med kommunikationen at gøre? Ikke meget !

Min pointe er bare, at jeg har en gang fået eet eneste godt råd om at kommunikere af min farfar. Jeg overhørte det bare denne gang. Rådet er helt enkelt :

TAG VATTET UD AF ØRERNE OG PUT DET IND I MUNDEN.

Så har du opskriften på både at lytte meget og tale mindre. Det giver god mening i al kommunikation.

Det bliver sjovere at være forfatter, når man hører, hvad der rent faktisk bliver sagt.

Hilsen

Claus Larsen

bliant.dk