Mads kommer i kløerne på politiet.

Mads på værelset

Mads på værelset

Mads afhøres af politiet, men hvorfor?

Mads svingede sin mountainbike rundt om det sidste gade hjørne i villakvarteret, hvor han og forældrene bor. Da han åbnede havelågen, så han at farens cykel allerede var parkeret foran huset.Han sparkede lågen i efter sig og kørte rundt til gavlen. Her smed han skødesløst cyklen op af hegnet til kælder nedgangen, hvor hans 2 små værelser var. Da han havde lagt sin skuldertaske fra sig på skrivebordet gik han hen til døren op til stueetagen og råbte af fuld hals.

– Hej Far, jeg er hjemme- Præcis som han havde regnet med kom der ingen svar, men kun en slags grynt. Hans far var ansat på et nærliggende museum og når han var fordybet i noget forhistorisk hjemmearbejde, var han umulig at få kontakt med. Faktisk elskede Mads, når hans far fortalte om Danmarks historie. Han synes det er spændende…men vil alligevel hellere på Journalist uddannelsen.

Han lukkede døren igen og kastede sig på sovesofaen under vinduet. Mads lå og stirrede op i loftet mens tankerne fik frit løb. Det havde været den mest spændende dag han havde haft i sin praktik tid på avisen. Både politiet, borgmesteren og Jokumsen havde haft travlt hele dagen. Han havde fulgt med så godt han kunne og havde lært en masse. Efterhånden som tankerne ebbede ud sneg trætheden sig ind på Mads og kort efter faldt han i søvn.

– Mads…Mads Olufsen, vær venlig at lukke op! Det er politiet, luk op! – Betjenten bankede igen på ruden i glasdøren ud mod kældertrappen.
Mads synes lige at han var døset hen og havde noget svært ved at komme på højkant. Politiet? Tænkte han, hvad vil de med mig? Er det om den særlige dag på avisen?

Langsomt fik han vaklet søvndrukken ud og åbnede glasdøren
– Mit navn er Bent Møldug Larsen,Må jeg komme ind Mads, så vi kan få en lille snak om demonstrationen på avisen idag?
Han åbnede døren på vid gab og inviterede betjenten indenfor. Kriminal betjenten smilede, da han så rundt på værelset.Det var som hans eget værelse i den alder havde været. Kaos og uorden.
Betjenten var sikker på at moren i huset ikke fik adgang til Mads´s lille hule. Til gengæld var betjenten overbevist om, at Mads sikkert selv havde styr på alt vasketøjet, der lå hen slængt på stole og sofaen. Håndklæder der hang til tørre over døren og sure sokker der lå under skrivebordet.Gamle bøger og tidsskrifter flød rundt i bogreolen, sammen med adskillige Jumbobøger som var stablet på gulvet i det ene hjørne.
– Her bor du jo hyggeligt, Mads, minder om mit værelse da jeg var ung-
betjenten smilede og forsatte
– Nu til det mere saglige, Mads. Jeg må bede dig om at tage med på redaktionen inde i byen.Vi har nogle spørgsmål omkring den computer, du bruger de dage du er i praktik-
– Hvad er det for nogle spørgsmål? I kan vel finde alt hvis I vil, ikk´? I er jo politiet !-
Lød fra Mads, der nervøst kradsede sig på den ene arm mens han rodede rundt i håret.

– Ja, det kan vi Mads, men det tager tid og tid har vi ikke. Der er noget med IP adressen på computeren og noget som du måske har skrevet, som vi gerne vil vide mere om?-
Betjenten gjorde tegn til Mads om at blive færdig, mens han selv stillede sig i døren til kældertrappen. Mads låste døren efter sig mens han så stjålent på sit ur. Klokken var kun et kvarter over tre. Kan være rart at vide, hvis jeg bliver anholdt, tænkte han, mens han skyndte sig efter betjenten, som nu stod og ventede ved havelågen.

– Hop du bare ind på forsædet, jeg regner ikke med at du stikker af, vel?-
lo kriminalbetjenten, mens han holdt døren for Mads. Bilen var en “almindelig” bil og det eneste dramatiske Mads kunne få øje på, var den blå lanterne betjenten kunne sætte på taget, hvis det blev nødvendigt.

Bilen kørte langsomt frem til hjørnet på villavejen og svingede til højre. I det samme fik Mads øje på sin mor der kom cyklende på den modsatte side af vejen. Som en refleks sank han dybt ned i sædet for at undgå at hun så ham. Han gad ikke noget “mor- pylreri” og spørgsmål nu.
—————000————

Politiet har travlt med at genne demonstranterne, væk fra gågaden, videre om til parkeringspladsen på bagsiden af Mediehuset. Flere af de handlende har klaget over, at kunderne ikke kan komme frem til deres butikker. Formanden for Handelsforeningen ligner en kogt hummer i ansigtet, af bar arrigskab, da han kontakter vagthavende på Politi stationen. Der er stor risiko for at butikkerne vil miste kunder, når folk kommer hjem fra arbejde og skal handle ind. Det var formanden magtpåliggende at gøre opmærksom på, af hensyn til foreningens medlemmer og gode skatteydere.

Den vagthavende mente nu nok at det hele vil løse sig inden længe. Hans sidste melding fra stedet er, at der efter frokost tid kun var dukket omkring treds personer op. Hovedparten af dem var stadig nogle facebook aktivister og tolv til femten hjemløse, der stædigt holdt fast ved deres ærinde.

– Hvad venter I egentlig på?
spurgte den ældste af betjentene de forreste i flokken
– Det er jo ikke sådan at der kommer hvid eller sort røg ud af skorstenen, når de er færdige ligesom i Vatikanet,vel?
Han lo selv af sin bemærkning
Det var de færreste, der synes at den var særlig morsom. Faktisk undrede de sig en del over, at mødet oppe på redaktørens kontor nu har varet over en time.
Hvor svært kan det da være at løse den sag?

Facebook aktivisterne hejser atter deres banner med teksten: Lokumsen er fuld af lort. Snakken går stadig selv om den virkede mere spag og træg. Per Andersen, der var en af aktivisterne, gik og sludrede med især de hjemløse og lyttede ivrigt til deres beretninger fra landevejene, drukturene og de ensomme kvinder. Ja de stakkels ensomme kvinder rundt i det ganske land. De venter på vores besøg, næste gang vi er i nabolaget. Der blev smurt tykt på og de hjemløse hyggede sig over at Per slugte historierne råt.

Per kunne stå længe og høre på de hjemløses indbyrdes småsnak. Særligt ham de kaldte for Morfar, var morsom. Han kunne en masse anekdoter om dit og dat fra nær og fjern. Mens Per stod småfrysende og nød den frimodige snak de hjemløse i mellem, så han at Morfar gik hen til anden, der var meget yngre end ham selv. Morfar trak ham i jakkeærmet og gik lidt til side. Per blev naturligvis nysgerrig og sneg sig tættere på.

Den yngre mand spurgte Morfar, hvad de skulle stille op nu? Ingen lytter jo til hvad vi er kommet for, kan du ikke selv se det, Morfar? Den yngre mand var tydelig ikke tilfreds med slagets gang
– Mødet har varet længe nu..vi er ikke blevet en skid klogere. Oven i købet har vi ikke nogen af vores egne med til mødet.Det vil sige at der ikke er nogen, der taler vores sag, Morfar! Det ser sgu´sløjt ud, synes jeg. Det er på tide vi får noget at vide om Kongen, syntes du ikke det?-

Morfar tog en rask beslutning. Han greb den yngre mand under armen og styrede direkte ud af folkeflokken hen mod Taxi holdepladsen ved Irma. De steg begge ind og bad om at komme til Politi stationen på Parkvej. Chaufføren startede bilen og svingede ud fra parkeringspladsen.

– Vi har ingen penge, chauffør, men vi er på en vigtig mission for Kongen! Vil du køre os gratis? Hvad siger du til det, hva´?- Morfar anstrengte sig med sin mest charmerende stemme
– I har da ingen Konge i Danmark, har I ?- spurgte den indiske chauffør overrasket
– Joda! Vi har Kong Cristoffer, har du ikke hørt om ham på sprogskolen?- grinede Morfar
– Næh, men jeg kan godt køre…alle står jo alligevel her og venter på et eller andet, der har ikke været nogle kunder i dag.

Taxien var nået frem til Politistationen . Morfar så på sit lommeur og nikkede tilfreds, der var stadig fem minutter endnu.
-Helt perfekt- sagde han og gav den yngre mand et lille puf på skulderen, med albuen.

————————–OOO——————–

Rigtig god læselyst og husk du er

Velkommen til at kommentere eller

stille spørgsmål hvis du vil.

Det skal være sjovt at være forfatter