Penge kan give ultra dårlig samvittighed. Læs novellen.

Penge kan være gode at have.

 

Penge

Penge kan også give dårlig samvittighed.

Dagens Flow-writing blev pludselig til en kortnovelle.

“10.000,- kr. spørgsmålet”

Det er tidlig onsdag morgen…Meget tidligt. Per står på regionaltoget klokken 05:03 fra Nykøbing F. mod København for sit årlige helbredstjek på Riget. De skavanker der melder sig når man runder 60 år skal til eftersyn. Han tager trappen op til kupeen øverst . Kupeen er helt tom og han tænker, at det har han da vist aldrig prøvet før.
– Er der noget særligt ved den her morgen? spørger han sig selv.
Han kan ikke komme i tanke om noget der er specielt ved dagen. Bortset selvfølgelig fra at han er ombord på det tidlige morgentog for første gang i et år.

Per vælger en vinduesplads strækker benene godt ud under det lille bord. Efter et par minutters kørsel går han rundt i kupeen for at lede efter metro-expres avisen, der plejer at flyde alle vegne i togene. Men ikke i dag.. underligt tænkte han. Til sidst finder han et enkelt eksemplar. Avisen ligger pænt foldet sammen på et enkeltsæde i enden af kupeen. Han snupper den med, men da han går tilbage til sin plads, lyder der et lille bump på gulvet.

Det viste sig at være en pung. Ikke bare en hvilken som helst pung. Det er en harmonika-pung. Den slags med mange rum som købmænd, grønt-handlere og slagtere brugte før i tiden. Han åbnede pungen og foldede den ud. Der var kun to rum med noget i.

I det ene rum lå en regning fra Hotel Marienlyst. Per opdager at der står to små ord på bagsiden af sedlen. “For you”. Det er alt der står med en sirlig håndskrift. Per står og måber, da han ser nærmere efter i det andet rum.
Der er 10 tusindkronesedler.

Per ser sig søgende omkring i kupeen. Der er stadig ingen andre. Han tænker, at han måtte finde en tog-kontrollør og give pungen videre til personalet. Måske har de set, hvem der sidst har siddet i kupeen.

Toget har lige holdt på stationen i Nørre Alslev og er ved at komme op i fart, da det lykkes at finde kontrolløren.
– Jeg fandt denne pung i den øverste kupé. Vil du tage den, så den kan komme til hittegodskontoret?

Den aldrene tog-kontrollør ser med et roligt blik på Per og svarer.
– Nej, det vil jeg ikke!
Per tror ikke sine egne ører. Er det hvad man kalder for DSB service protesterer han. Kontrolløren sætter sig på sædet overfor ham. Manden tager sine briller af og smiler smørret mens han gnider sig på hagen.
– Derimod, min Herre. Lød hans dybe svar.
Det lød nærmest 1700tals agtigt, så Per smiler svagt inden manden forsætter.
– Derimod, min Herre. Så kan De måske gøre mig den tjeneste, at tage pengene og bruge dem til noget fornuftigt?
Per kom fuldstændig i vildrede om hvordan han skal forholde sig til mandens vrøvl.
– Hvordan véd du at der er penge i pungen. Det sagde jeg ikke noget om.

–Er det bare fordi De, min Herre?
Han forsøger at kopiere kontrollørens højtidelige ordvalg.
– Det siger de, vel blot, for at slippe for alt papirarbejdet? Men den går ikke, forstår De?
Kontrolløren ser træt og opgivende, men med et klart blik på Per, og tager brillerne på igen.
– Forstår De, unge mand…Jeg har passet på de penge, der er i pungen længe. Han ser Per direkte i øjnene henover brillerne og går videre.
– Jeg fandt dem på nøjagtig samme måde som De har gjort idag…for 11 år siden. Jeg burde have afleveret dem til politiet, men fik aldrig taget mig sammen til det.
Per ser overrasket på den ældre gråhårede mand, men lader ham forsætte.
– Pengene har plaget mig lige siden. Elleve års dårlig samvittighed, bare fordi jeg ikke kunne beslutte mig for at gøre det rigtige dengang. De blev på en måde en slags forbandelse for mig. Ingen har savnet de penge alle de år, så nu vil jeg gøre hvad jeg syntes er det rigtige med dem
.
– Ser De, unge mand. Han holdt en lille kunstpause og hviskede.
– Sagen er, at når toget når til København, er min sidste rejse forbi. Jeg skal til reception klokken 9 nul,nul dut. Så får jeg nok et guldur, for 40 års tro tjeneste ved DSB.

Per var begyndt at vågne en anelse op og spurgte nysgerrigt.
– Hvad vil De så lave, når De går på pension?

Manden klarede helt op i ansigtet og lo hjerteligt, mens han strøg en hånd gennem håret. Han skubbede brillerne op i håret og forsatte.
– Jeg vil gøre præcis, som De sagde. Jeg vil GÅ på pension, nemlig!
– Jeg er ikke sikker på jeg helt forstår, hvad De mener. Per så undskyldende på manden. Kontrollørens øjne strålede hemmeligheds fuldt. Han lagde begge albuer på bordet i midten.
– Det skal jeg sige Dem. Jeg vil gå resten af mit liv. Hidtil har jeg altid kørt med det skide tog. Dag og nat. Jul, påske og Pinse. Hér, dér og allevegne.
Han stoppede op et øjeblik for at tage luft ind.
– Jeg vil gå på landevejen. Kun mig og min hund. Vi vil gå som de farende svende og møde mennesker uden billet. Han lænede sig tilbage i sædet med et tilfreds smil om munden.

– Vil De gøre en gammel og snart pensioneret mand den tjeneste, at fordele pengene til nogen der fortjener dem bedre end mig…Så kan jeg få ro i mit indre…Vil De hjælpe mig med det?
Per nikkede benovet over mandens underlige bøn om hjælp. Han sukkede let og rettede sig op i sædet.

Kontrolløren bøjede sig frem mens han så ned i gulvet. Pludselig bad han et fadervor for sig selv, inden han igen fangede Pers blik med våde øjne.
Han sagde intet. Måske var tankerne allerede var på vej ud af landevejen. – Pokker til historie. Konstaterede Per, da han brød stilheden.
– Hvis det kan gøre en ende på deres kvaler, skal jeg da gerne finde et par “Hus forbi” hjemløse, når jeg kommer til København. Vil det være i orden for dem, Min Herre?
Per holdt stilen med den gammeldags talemåde. Nu virkede det faktisk ikke længere så grinagtigt. Kan sprog være smukt? Spurgte han sig selv.

Han blev afbrudt i tankerne, da kontrolløren greb begge hans hænder. Han rystede dem kraftigt, bukkede og takkede ærbødigt inden han rejste sig og gik fløjtende videre, for at kontrollere billettere hos de to nyligt ankomne passagere i Næstved.

En højst mærkværdig start på en almindelig onsdag.
Tænkte Per med et stort smil og stak pungen i inderlommen. Han så allerede frem til at kunne glæde et par hjemløse eller ti med også at få en god onsdag morgen…

 

Claus Larsen

bliant.dk