Roman indledning om en særlig sommerferie

Roman eller ej?

Jeg havde mange overvejelser om hvorvidt jeg kunne finde ud af at skrive en roman. Det er langt fra de stile vi fik for i skoletiden. Havde jeg overhovedet fantasi eller talent nok, til at gribe sådan et projekt an. Hvordan skal jeg egentlig bære mig ad, med at komme igang, med drømmen om at skrive en samtidsroman.

Sommeren 2014

Tankerne om opstarten var en prøvelse i sig selv. Kunne jeg mon fortælle om personerne, deres udseende og adfærd. Det stod hurtig klart, at jeg måtte blive bedre til at beskrive og lytte til mine omgivelser. Den sommer fik jeg en uventet mulighed for at afprøve mine tanker i praksis. Min søster og svoger skulle to uger til Spanien og bad mig om at være babysitter, for deres nyindkøbte kolonihavehus, tæt på København. To hele uger, hvor jeg stort set kun skulle koncentrere mig om at lære computeren at kende og bare skrive løs, dagen lang, på min roman.

Roman koloni

 

 

Her får du lidt af indledningen

Der er de. Der er de, endelig!

   Jeg kan se dem gennem ruden til transithallen. Tolv glade og opstemte mennesker. Jeg ved at de har klappet af piloterne, ved landingen i lufthavnen. Jeg vinker ihærdigt fra min side af ruden. Ingen ser mig endnu.

   De ser solbrændte og sunde ud alle sammen. .

   Faktisk er jeg selv temmelig solbrændt, den sommer i 2014. Der er den ene varmerekord efter den anden. Hele Danmark er solbrændt og udtørret. Vort lille land er nærmest i undtagelsestilstand, fordi der mangler vand til Rhododendron blomsterne, i alle haver over det ganske danske land. Den kvindelige statsminister udtrykker stor bekymring for situationens alvorlighed. Joh, det er skam en national krise af dimensioner.

   Jeg kender og holder af hver og én, i gruppen af familie og venner, bag ruden. De seks par, danner rundkreds om deres håndbagage, som moskusokser danner værn om deres kalve. Alle ser forventningsfuldt på skærmene i loftet. Lysende grønne meldinger viser hvornår bagagen er klar på rullebåndet.

   De former deres helt egen symbiose af sammenhold. Fælles respekt for hinanden og livslange venskaber, som de står der i samlet flok. De holder kontakten med hinanden, som de har gjort siden deres drenge tid, som “lilleputter” i fodboldklubben. Egentlig var det kun en drengeklub, på Frederiksberg, men nu har de deres koner eller kærester med, på den årlige ferierejse til udlandet.

   Det ser ud til at have været en god tur. I år er der ingen der har benet i gips eller bandage viklet om hovedet. Jeg vinker igen. Lis får øje på mig. Hun hiver fat i min søsters arm og peger hen mod mig og smiler bredt.
– Der er din forfatter-bror, han er her allerede, siger hun. Det er svært at høre det. Det larmer konstant i højtalerne med oplysninger om alverdens afgange og ankomster. Både Lis og min søster vinker til mig. Flere af de andre ser det og vinker også ivrigt. 

   Fint, nu ved min søster i det mindste, at transporten det sidste stykke af året ferierejse, er klar til afgang.”